Gulerødderne høstes i oktober i store trækasser og sættes i kølerum, hvor de opbevares med jord på ved 1 grad C. og meget høj luftfugtighed. Hver dag tager vi gulerødder ud fra køl og vasker dem. Først sorterer en maskine jord, sten og rødder fra.Derefter spules gulerødderne ind i en kæmpe vasketromle, hvor de rutscher rundt i almindeligt vand.
Efter en polering med små børster og en ekstra skylning, sorterer en maskine dem i størrelser, hvorefter kvalitets-sorteringen sker i hånden.Der kan være mange grunde til, at gulerødder ikke er gode nok til at blive pakket til salg i supermarkedet. De mest almindelige fejl er: Dybe revner, insektbid og "sjove" former.Hen på foråret, når de har ligget længe på lager, kan der desuden begynde at komme pletter i overfladen. De frasorterede gulerødder sælges som fodergulerødder.
Til slut pakkes de i poser og sættes i kølerum. Hele processen tager ca. en time fra kølerum til kølerum.
Hvorfor vasker vi gulerødderne ?
Egentlig holder gulerødderne sig jo bedre med jord på. Der er bare det ved det, at meget få forbrugere i dag synes, at de har tid til at stå ved køkkenvasken og gøre rodfrugter rene før madpakken skal ud af døren. Desuden vil de fleste gerne kunne se, om der er fejl på de varer, de køber. Det er i øvrigt vor påstand, at vi med vores teknik har et mindre vandforbrug pr. kg. end forbrugeren har, hvis man selv skal vaske jorden af.