Her finder du infomation om lugejob på Søris.
Du kan downloade al denne information samt tilmeldingsskema her.
Tilmeldingsskema udfyldes og sendes vedhæftet email til:
janus@soeris.dk
eller til Søris, Sørisvej 2a, 3650 Ølstykke, att. lugejob.
Husk at skrive dit personnummer (cpr) ellers kan vi ikke udbetale løn.
HVORNÅR LUGER VI ?
Vi luger i uge 25 fra kl. 14-17, evt. i weekenden d. 26. - 27. juni fra kl. 9-13 samt i uge 26, 27,28 og evt. 29 fra kl. 8 – 12.
Arbejdstiden i uge 26 - 29 er fra kl. 8,00 (præcis) til 12,00 på hverdage.
I uge 26 går de fleste stadig i skole, så det er ikke alle, der kan komme præcis kl. 14. Det er ok!
Praktisk
Der udbetales løn (check) torsdag d. 15/7 og torsdag d. 12/8.
Der trækkes 8 % arbejdsmarkedsbidrag.
Feriepenge sendes sammen med årsopgørelsen sidst i januar 2011
Der vil ikke være mulighed for at købe noget i løbet af dagen, så sørg for at have mad og drikke med + varmt tøj. Vi luger ikke hvis det regner. Hvis du er i tvivl om morgenen så ring til Janus før du tager afsted.
Janus: 22916044
Information om Søris
Landbruget på Søris er drevet økologisk siden 1987 og i alle årene er der blevet luget gulerødder hver sommer. Der har altså været mange lugebørn igennem tiden, og heldigvis kommer mange igen år efter år.
Hvornår skal jeg møde?
Arbejdstiden er 8 – 12. Mød gerne 5-10 min før så vi kan blive samlet og gå ned i marken. Når du møder om morgenen, kører du om til laden, hvor du sætter du din cykel. Vi krydser alle af og samtidig giver man besked, hvis man har brug for at gå før tid.
Hvordan foregår lugningen?
Gulerødderne står i lange rækker, som vi deler op i overskuelige længder. Jorden mellem rækkerne bliver renset maskinelt, så det er ukrudtet inde imellem gulerødderne, der skal luges væk. Lugningen foregår ved at kravle over rækkerne og pille ukrudtet væk. Det er nødvendigt med lange bukser, da jorden er kalkholdig og nemt irriterer huden. Lugning er pillearbejde og det er ikke muligt at luge ordentligt med handsker på. Hvis der er tidsler, har vi dog handsker du kan låne. Vi er til stede hele tiden og viser hvordan man skal gøre. Den første dag, skal man lige vænne sig til arbejdet, men allerede anden dagen begynder de fleste at kunne luge hurtigere.
Hvordan foregår afregningen?
Du vil få udleveret en plantepind med dit navn på. Den kommer til at stå for enden af den række, du er ved at luge. Når du er færdig, går du rækken igennem med en af os og hvis den er fri for ukrudt bliver den godkendt. Prisen sætter vi i forhold til rækkelængden og mængden af ukrudt. Gennemsnitslønnen sættes udfra 3F overenskomsten for unge over 13 år. Men vi luger på akkord, så hvis man bruger tiden på at snakke tager det længere tid at luge en række. Vi noterer dine rækker og prisen på dem, når de er godkendt. Det er en god idé selv at holde styr på, hvor meget man har luget og hvornår. Vi er mange mennesker og der kan ske fejl. Men kom til os, hvis er noget i din afregning, der ikke stemmer. Nye rækker bliver anvist af os. Hvad skal jeg have med?
Husk varmt tøj, det kan være koldt når vi starter. Lugearbejdet kan virke endeløst, så for nogen, er det en god idé at luge med musik i ørene. Brug kun høretelefoner, ikke højtalere. Hvis det bliver for varmt, stopper vi før tid. Vi luger ikke hvis det regner. Hvis du er i tvivl om morgenen, så ring til Janus og hør telefonbeskeden. Der vil være et mobiltoilet i marken og vand til at vaske hænder (ikke drikkevand). Medbring mad og drikke. Det er ikke muligt at købe noget i løbet af dagen. Pauser tager man efter behov. Tit passer det, med at du alligevel skifter række. Vi luger kun i 4 timer så forsøg at brug tiden i rækkerne. Resten af dagen har du jo fri. For mange er lugejobbet den første arbejdsplads og ikke mindst derfor skal vi hjælpes ad med at gøre det til en god oplevelse. Det er kun en kort periode i er hos os, men det er en vigtig opgave vi får løst og vi plejer at have det sjovt mens vi gør det.
Vi glæder os til at se jer